Kære dagbog

Kære dagbog,

Jeg er sønderknust. Jeg har netop slettet tre sider, som jeg har brugt uger på at skrive. Det føles som om, at jeg har mistet en del af mig selv.

Jeg satte mig med en kop te for at læse dem igennem igen, men jo mere jeg læste, desto mere frustreret blev jeg. Så jeg tog en dyb indånding og trykkede på delete-knappen.

Nu sidder jeg her og føler mig tom. Jeg ved, at det var det rigtige at gøre, men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de spilte timer.

Men måske er det en ny begyndelse.

I morgen er en ny dag, og jeg må tro på, at inspirationen vil komme tilbage.

Lørdag eftermiddag, det regner og jeg ligger i sofaen med et blødt tæppe over benene. Jeg tænder for Netflix. Rittersport og chips placeret i slikskålene og kaffe i min ynglinskop. Elsker en eftermiddag foran flimmerkassen hvor jeg bare kan slappe af og lade mig opsluge af en god film. Lørdagene som disse er virkelig guld værd. Men jeg får dårlig samvittighed. Jeg burde skrive på min bog.

Kender du følelsen af at stå i skyggen af en stjerne? Ja, jeg taler ikke om din nabo, der altid har den mest velplejede græsplæne, men om den berømte forfatter James Patterson! Jeg har aldrig været så jaloux på nogen som på denne mand, der sikkert kan skrive en krimi, mens han laver pandekager og ser Netflix – samtidig!

Forestil dig at være ham. Du vågner op, strækker dig, tager en slurk kaffe og så… BAM! har du skrevet endnu en bestseller.

Men hvad gør sådan én som mig? To måneder — sidder stadig og stirrer på kapitel 1, første linje, første ord.

Men på den lyse side, der er mange ting jeg kan være taknemmelig for ved James Patterson: Han giver os alle sammen håb! Hvis han kan udgive 15 bøger på et år, så må jeg for pokker også kunne lære at skrive en enkelt lille novelle.

Så…

Alder er bare et tal, siger de. Men hvis det virkelig kun er et tal, hvorfor er der så ikke nogen, der har opfundet en app, der kan ændre det? Tænk, hvis vi kunne indtaste vores alder og få den til at forsvinde som en dårlig Tinder-date!

Når man er ung, tæller man ned til sin 18-års fødselsdag, som om det var nytårsaften. Men så snart man rammer 30, begynder man at tælle op – "Åh, jeg er bare 29 plus moms!" Og lad os ikke engang tale om, hvad der sker, når man når 40. Pludselig er man “voksen” og skal give livsråd, som om man har været på et seminar i livets mysterier.

Men hey, uanset hvor gammel vi bliver, så er der én ting, vi kan enes om: Kage smager altid bedre på fødselsdage, og det er aldrig for sent at danse som om ingen ser på…

Sneen faldt fra den grå himmel, og klokken var over tre, da jeg satte mig ind ved køkkenbordet med et glas rødvin i hånden og beundrede min trofaste ven ved min side. Han er en gammel sjæl, ligesom mig, og vi har tilbragt mange år sammen. Han har aldrig været en helt almindelig hund, set med mine øjne, har altid haft en forkærlighed for de fine ting i livet. Som den gode ven han er, der kender mine vaner, slikkede han de rødvinsdråber op fra gulvet jeg havde spilt.

Vi har vores daglige ritualer; står op når traffikken nede på gaden vækker os, derefter går vi turen ned til Netto. Jeg handlede det sædvanlige, en pakke leverpostej og seks af de grønne, sludrede lidt med kassedamen inden jeg begav mig tilbage ud i kulden, og hen til bænken hvor Lasse og Kalle bommede et par smøger af en forbipaserende. Ofte…